Må man dele aftentanker om formiddagen? Bloggers Delight var nede i går, da jeg midt i min fødselsdagseufori havde lyst til at dele et par tanker. Nu får I dem, inden euforien helt har fortaget sig! Hurra, jeg har lige haft fødselsdag! Jeg er vildt snottet. Men jeg er bare så glad. Min kæreste siger, at jeg egner mig til at have fødselsdag – hver dag! Det er ikke helt løgn. Jeg elsker at fejre – og blive fejret. Jeg elsker at pakke gaver op, spise fødselsdagsmorgenmad og læse fødselsdagshilsner på Facebook. Jeg er vild med mine nye vintagekjoler – indkøbt på min fødselsdag. Jeg har spist dagen som var det verdens bedste lagkage og...

Jeg har begået bloggerdødsynden og ikke postet noget…i en måned!!! Jeg forsøger at fange metaforen og fortællingen i de ting, jeg oplever i min dagligdag. Det er ikke en genre, der bare kaster ord af sig hele tiden. Desværre. Det kommer lidt i eksplosioner – og der har bare været tomt i det metaforiske hjernecenter. Så må jeg leve med vigende læsertal. Men jeg håber, I hænger på 🙂 Nu er det snart forår (jubiiiii!!!) – og det er jo en sand tankekickstarter! Jeg har fået en ny antik kærlighed: små sarte blomsterbrocher i porcelæn, som jeg kan sætte på mine fine kjoler. Måske er det vinterens blomsterflovhed, der har fået mig til at kaste min kærlighed på smykkeblomsterne. De kommer...

Der er en sproglig kunstart, som længe har fascineret mig. Den styrer helt uden om holdninger og meninger. Skulle den støde nogen, vil det være ved et tilfælde. Det drejer sig om kunsten at konstatere det åbenlyse. – Posten har lige været her – Det er meget koldt i dag – Jeg har sparet 25 kroner i Brugsen I mange år irriterede det mig, når folk ikke kunne finde på noget mere genialt at tale om. En rask debat, en vidtløftig samtale, dybsindige refleksioner og ord proppet med personlig udvikling. Men konkretisterne har virkelig fat i den lange ende, og jeg holder mere og mere af kunsten at konstatere det åbenlyse. Jeg tror, det er et privilegium, der er folk forundt,...

Jeg kom til at se mig selv i spejlet i mandags efter en kursusdag med alt for høje stemmer og en spirende hovedpine, der var klar til at blomstre i fuldt flor i alle mine hjerneceller. Jeg så træt ud. Mere end jeg egentlig havde regnet med. Men nu var badeværelseslyset heller ikke af den selvtillidsskabende slags og sikkert i stand til at gøre selv friske røde kinder lidt grå i det. Det hjælper heller ikke noget, at jeg de seneste måneder har fået en ny ufrivillig bedste ven kaldet børneeksem (atopisk eksem), der har slået sig ned på mine øjelåg, der er kronisk røde, småskællende og fedtet ind i creme. Ja, det er sådan cirka...

Lydsporet er har fået en tur i støjfjerneren. Lyt til Aftentanken som blogcast – med lidt ekstra:-) Da jeg for nogle år siden arbejdede på et værested for blandt andre alkoholikere, hjemløse og ensomme var der en mand, der ofte var meget beskidt og lugtede. Han ville rigtig gerne give mig et kram, når vi mødtes. Men jeg måtte afslå. Det var et professionelt rum for mit vedkommende. Jeg kendte ham ikke så godt. Det gik simpelthen over mine personlige grænser at kramme en, der var så beskidt. Hvad vigtigere er: Jeg krammede heller ikke de andre brugere på stedet. Han havde ikke krav på et kram, mente jeg – og det var ikke forbundet med afvisning på...