Det krammer over!

Lydsporet er har fået en tur i støjfjerneren. Lyt til Aftentanken som blogcast – med lidt ekstra:-)

Da jeg for nogle år siden arbejdede på et værested for blandt andre alkoholikere, hjemløse og ensomme var der en mand, der ofte var meget beskidt og lugtede. Han ville rigtig gerne give mig et kram, når vi mødtes. Men jeg måtte afslå. Det var et professionelt rum for mit vedkommende. Jeg kendte ham ikke så godt. Det gik simpelthen over mine personlige grænser at kramme en, der var så beskidt. Hvad vigtigere er: Jeg krammede heller ikke de andre brugere på stedet. Han havde ikke krav på et kram, mente jeg – og det var ikke forbundet med afvisning på andre måder. Jeg ville gerne give et håndtryk, et skulderklap og tale sammen. Men han følte sig så afvist, at han bagtalte mig og min “snerpethed”.

I min omgangskreds bliver jeg nogle gange drillet med, at jeg ikke gider alle de kram. Altså, det er ikke fordi, jeg ikke gider kramme mine venner og familie. Jeg gider bare ikke hele tiden. Og jeg gider faktisk helst ikke kramme bekendte – eller værre: ukendte. Jeg er ikke så fysisk anlagt. Jeg synes faktisk, det ind i mellem krammer over i mange sociale sammenhænge.
Krammet bliver en norm, man aktivt skal vælge fra – og det bliver bemærket, når man gør det. Fester indledes med en krammerunde, fremfor en hilserunde med håndtryk – og farvelrunden består også af kram ad libitum. Vi krammer vores kollegaer og chefer, som var de vores venner og gør det til en norm i det professionelle rum.
Jeg er godt klar over, at nogle er naturligt mere fysiske i deres kontakt med andre og bare elsker at kramme. Men er der virkelig så mange, der foretrækker krammet fremfor håndtrykket i mødet med andre? I hvert fald har os med et lidt mere nærigt forhold til  det med at give kram et valg: Går vi med på den  – eller stiller vi os udenfor fællesskabet og normen? Det er en svær afvejning.

Jeg har flere gange bremset et kram ved at stikke hånden frem og insistere på et håndtryk, hvis jeg ikke syntes, det passede sig at kramme. Det har været i arbejdssammenhænge, eller når der har været tale om en bekendt eller ukendt. Der kan opstå en lidt beklemt stemning, når man gør det. Den anden føler sig måske afvist og tager det meget personligt. Jeg er blevet kaldt snerpet og blevet afkrævet forklaringer for det andre kalder for kropsforskrækkelse.
Andre gange har jeg bare lavet “vinkeren”, når jeg er taget hjem efter en fritidsinteresse eller fest med folk jeg kender godt og mindre godt i skøn sammenblanding. Jeg har ganske enkelt ikke orket al den kropskontakt, der er forbundet med en krammerunde.

Men hvad er der egentlig i vejen med at sige “goddag”, “hej”, “hyggeligt at møde dig” uden at supplere med krammekontakt. I nogle sammenhænge har vi glemt den gode gamle hilseform: håndtrykket. Det kan jeg godt savne. Det var en norm, det var til at leve med – et høfligt ritual, der sætter os i forbindelse med hinanden. I dag bliver håndtrykket ofte tolket som uhøfligt, stift eller mindre værdigt end krammet. Vi vil så gerne være uformelle. Her er alle venner, ligestillede, familiære og velkendte. Problemet er: at det er vi jo ikke. Så hvorfor lade som om, vi er det.

Måske er krammeebølgen født ud af et ønske om nærhed. Det kan være, vi tror, at krammet bringer os tættere sammen som mennesker. At det er det, der skaber virkelig nærhed mellem os. Jeg oplever til gengæld en slags verbal nypuritanisme, hvor vi er hæmmede i vores evne til at konversere med hinanden, ikke er nysgerrige på at lære hinanden bedre at kende, er berøringsangste overfor at tale om de dybere og svære ting i vores liv og ikke tør være tætte og hudærlige overfor hinanden. – Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tale med dig om. Men hej – du får da lige en krammer.

Kærlige hilsner

Alice