Der er en sproglig kunstart, som længe har fascineret mig. Den styrer helt uden om holdninger og meninger. Skulle den støde nogen, vil det være ved et tilfælde. Det drejer sig om kunsten at konstatere det åbenlyse. – Posten har lige været her – Det er meget koldt i dag – Jeg har sparet 25 kroner i Brugsen I mange år irriterede det mig, når folk ikke kunne finde på noget mere genialt at tale om. En rask debat, en vidtløftig samtale, dybsindige refleksioner og ord proppet med personlig udvikling. Men konkretisterne har virkelig fat i den lange ende, og jeg holder mere og mere af kunsten at konstatere det åbenlyse. Jeg tror, det er et privilegium, der er folk forundt,...

Jeg kom til at se mig selv i spejlet i mandags efter en kursusdag med alt for høje stemmer og en spirende hovedpine, der var klar til at blomstre i fuldt flor i alle mine hjerneceller. Jeg så træt ud. Mere end jeg egentlig havde regnet med. Men nu var badeværelseslyset heller ikke af den selvtillidsskabende slags og sikkert i stand til at gøre selv friske røde kinder lidt grå i det. Det hjælper heller ikke noget, at jeg de seneste måneder har fået en ny ufrivillig bedste ven kaldet børneeksem (atopisk eksem), der har slået sig ned på mine øjelåg, der er kronisk røde, småskællende og fedtet ind i creme. Ja, det er sådan cirka...

På Mozarts Plads i Sydhavnen sidder gadefolk og grønlændere med en arbejdsmoral, der ville gøre enhver mester lykkelig. De møder ind tidligt om morgenen og forlader først pladsen, når arbejdsdagen er slut ved fire- femtiden om eftermiddagen. Så sidder de på bænkene, taler med hinanden, bevarer den interne magtbalance og åbner grønt flaskeguld fra poserne, mens Bus 3A lister forbi hvert syvende minut.  Her går der ikke akademikerdruk med specialøl og ukontrollerede arbejdstider i det. Det er sat i arbejdsmandsrammer, hvor folk stempler ind og ud af pladsens kammeratskab og ølfællesskab på bestemte tidspunkter. Vi har boet i Sydhavnen i et halvt år – min kæreste og jeg, og vi er faldet for charmen og sjælen...

En gang om måneden læser jeg op på et plejehjem i De Gamles by.  Jeg benytter lejligheden til at tage lidt gas på dem og læse historier, der ikke er så pæne og velordnede som så meget andet i plejehjemstilværelsen. Der bliver kvitteret med latter. Jeg har været vikar på plejehjem, siden jeg var midt i tyverne. Det er en god og menneskeligt givende bibeskæftigelse. Sidste gang jeg tog en vagt, diskuterede vi, hvilke ønsker vi selv har til en eventuel tilværelse på et plejehjem (som vi i virkeligheden helst ville slippe for). For mit vedkommende er der to hovedkrav: Jeg vil ikke vækkes tidligt om morgenen af personalet, og jeg vil ikke gå i fleecejoggingtøj. Blikkene...

Jeg har været i SuperBrugsen to gange i dag. Min kæreste og jeg er nogle værre klatkøbere, der nogle gange lige kommer i tanke om, at vi mangler noget…en halv time inden vi skal bruge det…Og nemt er det. Vi har både en SuperBrugsen og en Irma indenfor 50 meters radius. Første gang bad jeg pænt kunden bagved mig i køen om ikke at mase mine varer. Han havde båret alt i hænderne og synes da, det var fint nok lige at smide det på båndet og mase mine varer, så hans kunne være der. Jeg var ikke enig, men trods alt høflig. Denne formiddagsrettelse faldt ikke i god jord. Han rykkede demonstrativt rundt på varerne og...