Skønhed, skrøbelighed og silkepapir

Jeg har begået bloggerdødsynden og ikke postet noget…i en måned!!! Jeg forsøger at fange metaforen og fortællingen i de ting, jeg oplever i min dagligdag. Det er ikke en genre, der bare kaster ord af sig hele tiden. Desværre. Det kommer lidt i eksplosioner – og der har bare været tomt i det metaforiske hjernecenter. Så må jeg leve med vigende læsertal. Men jeg håber, I hænger på 🙂 Nu er det snart forår (jubiiiii!!!) – og det er jo en sand tankekickstarter!

Jeg har fået en ny antik kærlighed: små sarte blomsterbrocher i porcelæn, som jeg kan sætte på mine fine kjoler. Måske er det vinterens blomsterflovhed, der har fået mig til at kaste min kærlighed på smykkeblomsterne. De kommer med posten fint pakket ind i silkepapir, så de ikke går i stykker. Jeg er altid spændt, når jeg åbner konvolutten og pakker brocherne ud af det fine silkepapir. Har det skrøbelige porcelæn mon klaret rejsen?
Det fik mig til at finde nogle gamle ord frem om skønheden i det skrøbelige.

Skrøbelighed og silkepapir
Jeg sidder og kigger på en vase med forårsblomster og grene fra en vens have. Jeg nyder dem i fulde drag. For jeg ved, de ikke holder så længe. Men det gør ikke noget. For jeg holder af skrøbelige ting. Fint silkepapir. Efterårssprøde blade. Flerfarvede krystalglas. Iskrystaller. Spindelvæv med morgendug (og gerne uden edderkop) Valmuer. Mennesker.
Skrøbelighed kan vække både positive og negative associationer. Det er i ordets natur noget, der kan gå i stykker. En forkert bevægelse og glasset ryger ud af hånden, ned på gulvet og i tusind stykker. ”Hun er godt nok skrøbelig”. Underforstået: hun er FOR svag og FOR sart. Vi kan risikere, hun går i tusind stykker foran øjnene på os. Et arvet krystalglas kan vi begræde. Men det kan være sværere at rumme et menneske i tusind stykker.
Jeg har set demente få angstanfald foran mig, og der er faktisk ikke noget, jeg hellere vil end at lappe dem sammen på stedet. Desværre har jeg ikke menneskelig sekundlim i lommen. Det er en meget uhåndterlig energi at stå ansigt til ansigt med. Den smitter. Og personalet sukker, når der ikke er mere PN-medicin (ad hoc medicin – fx beroligende piller).
Så lad os rulle bobleplast og bølgepap om det skrøbelige, så det ikke sådan går i stykker. Prozac, gummiceller og varme tæpper til mennesker og silkepapir til krystalglas. Så risikerer vi ikke noget.
Men verden ville være fattigere uden skrøbelighed. Det ville være en verden uden valmuer, uden nedfaldne efterårsblade i varme farver, uden nye uafprøvede idéer. En verden hvor mormors krystalglas står bag lås og slå i vitrineskabet og aldrig bliver brugt af frygt for, at de går i stykker. En verden uden alt der er sart, fint, delikat og smukt.
Ja, det skrøbelige kan gå i stykker. Men skrøbeligheden har styrker, som ikke er at finde i støbejern, machomænd og andet der ikke behøver at blive pakket ind for at forblive intakt. Den sarte skønheds styrke. Kreativitetens styrke. Sårbarhedens styrke. Den styrke der får omgivelserne til særligt at passe på og værdsætte en genstand eller et menneske. Enhver der er opvokset med porcelæn kun til fint brug ved hvilken særstatus, det skrøbelige påberåber sig. Et angstanfald kan også sætte en plejehjemsafdeling på den anden ende, hvis man ikke når at skærme og skabe tryghed for den angste.
Når vores liv føles tyndt og sårbart, og vi synes vores liv er ved at gå i tusind stykker, så er det nærliggende at krybe ind i vitrineskabet sammen med krystalglassene og smide nøglen væk. Men det er også en anledning til at påberåbe os skrøbelighedens styrke: at vi passer på os selv og lader andre passe på os. Pakker os selv ind i varme tæpper for en stund. At vi ser kreativt på vores livsmuligheder, når skår og sår er helet, og vi har fejet vores liv sammen. At vi værdsætter vores liv – ikke tager for givet, at vi holder til alt, uanset hvad vi selv og livet byder os. At vi opdager den skønhed, der er i at være sart som et efterårsblad. At være skrøbelig er at være menneskelig. Det er et livsvilkår at være skrøbelig i kortere eller længere perioder.
Verden ville være fattigere uden skrøbelighed. Gør verden smuk med dine skår.